En karriere inden for miljøret
Jeg blev en del af LETT via fusionen i 2005 mellem Lett & Co og Lett, Vilstrup og Partnere. Dengang var vi omkring 25-30 jurister. Under min advokatfuldmægtigtid arbejde jeg tæt sammen med en partner, der beskæftigede sig med miljøret. Det blev startskuddet til min karriere inden for miljøret, der er det område, jeg stort set udelukkende beskæftiger mig med i dag. Jeg arbejder med forvaltningsret, erstatningsret, miljøret og offentlig ret, hvor vi blandt andet rådgiver virksomheder om jordforurening, spildevand, planlovgivning og naturfredning.
At gøre en forskel
Det mest spændende ved mit arbejde er, når jeg kan være med til at gøre en forskel. Vi bliver en central spiller, når vi, sammen med Miljøstyrelsen og Advokatsamfundet, er med til at påvirke udvælgelsen af principielle sager, som fører til ændringer i lovgivningen på et område. Det kræver naturligvis, at vi altid er opdateret på den nyeste viden, og at vi deltager på mange eksterne og interne seminarer og konferencer - både inden for de tekniske og juridiske områder, samt deltager i det lovforberedende arbejde via udvalgsarbejde i Advokatsamfundet og Miljøstyrelsen.
En ledelsesudfordring
At gå fra at være advokatfuldmægtig til at være advokat og siden partner er en ny udfordring. Udover at man eksternt set forventes at kunne mere, så betyder det også meget internt. Man skal træde i karakter på en anden måde i forhold til at sælge, tænke i strategier og ikke mindst den ledelsesmæssige udfordring. Og selvom man er advokat, er man jo ikke verdensmester - det er fortsat en lang læreproces. Som advokat og partner har jeg ansvar for at støtte og udvikle vores advokatfuldmægtige, yngre advokater og trainees. Det er en kæmpe udfordring i sig selv.
LETTs 80%-ordning
Jeg har tidligere benyttet mig af LETTs 80%-ordning. I forlængelse af min første barselsorlov besluttede jeg, at jeg gerne ville arbejde på 80% af en normal arbejdsuge. Det har været rigtig rart at have den mulighed og ikke at skulle have dårlig samvittighed over at skulle gå tidligere. Nu er vores børn blevet ældre, og jeg arbejder igen på fuld tid, da vi ikke har samme behov for frihed.
En "time-out"
Beslutningen om at arbejde på fuld tid er et af de emner, som jeg blandt andet har diskuteret med min coach. Alle jurister bliver tilbudt et individuelt coachingforløb af et eksternt konsulentfirma, som forløber over 8x2 timer. Det er helt op til en selv, hvad man vil tage op af emner, og det giver en god mulighed for en "time-out" uden for arbejdspladsen. Jeg har aldrig prøvet coaching før, men kan virkelig anbefale det, da det giver nogle andre perspektiver.

Navn:
Line Marie Pedersen
Stilling:
Partner
Kontor:
København
Uddannelse:
Cand. jur 1998, Københavns Universitet
Ansat siden:
September 1998
Direkte nr.:
33 34 01 50
E-mail:
lmp@lett.dk